7 tips: Skab podcasts, som får dine brugere til at elske dig

Stine Andersen

Højt engagement på lydmediet og den teknologiske udvikling har tilsammen banet vejen for podcast, der lige nu stormer frem. Det åbner helt nye muligheder for virksomheder, der ønsker at ramme et specifikt publikum.

Men hvad skal der til for at lave en god podcast? Hvis du Googler “How to make a great podcast” dukker et utal af indlæg op. Mange af dem er lange og meget tekniske, men et, som går lige til sagen, er skrevet af Daniel Rowles.

I indlægget deler han ud af sine erfaringer omkring, hvordan du laver et podcast, der kan give downloads og subscribers. Her får du de vigtigste pointer.

7 tips til at lave gode podcasts

Tip 1: Hav et klart fokus

Før du går igang, skal du gøre dig klart, hvad formålet er med din podcast. Vil du f.eks. positionere dig selv som thought leader, generere leads eller uddanne dine brugere? Content og format skal tilpasses dit mål med podcasten.

Tip 2: Sørg for at have en god lydkvalitet

Hvis radioen skratter, eller billedet i tv’et flimrer, så vil de fleste af os nok vælge at skifte til en anden kanal. Derfor er det vigtigt, at lydkvaliteten på dit podcast er i top. Her kan du læse mere om, hvordan du opnår en god lydkvalitet.

Tip 3: Kend dit publikum

Ligesom med alt andet indhold, er det vigtigt, at du hele tiden har øje for, hvem du gerne vil skabe værdi for. Hvis f.eks. dine målgruppe er katteejere, skal du selvfølgelig ikke begynde at tale om “Pivedyr din hund vil elske”. Fokuser på ting, som din målgruppe vil finde interessant og relevant.

Tip 4: Minimum 20 min. og max 40 min.

Daniel Rowles’ erfaring er, at den ideelle længde for et podcast er omkring 20 min. De kan i nogle tilfælde godt være længere, men sjældent mere end 40 min. Han pointerer, at mange lytter til podcast, imens de er på farten, og her virker 20 minutter godt.

Tip 5: Personlighed og nærvær skaber engagement

Der er forskellige stilarter, du kan bruge, når du laver podcast. Eksempelvis kan du holde dig til et stramt, professionelt manuskript, eller du kan gøre det mere afslappet og laissez faire (vil du gerne have konkrete eksempler på podcasts med forskellige formater, så tag et kig på indlægget her). Uanset hvilken stil du er til, er det ifølge Daniel Rowles vigtigt, at det ikke bliver kunstigt. Podcast er først rigtigt engagerende, når det er troværdigt - og det opnår du med personlighed og nærvær.

Tip 6: Udgiv regelmæssigt

Tænk, hvis du sad klar søndag aften og spændt ventede på, at et nyt afsnit af Arven skulle rulle over skærmen, og… intet skete. Og DR’s eneste forklaring var: “Vi har simpelthen haft så travlt i denne uge, så vi nåede sgu ikke lige at få det klar - I må vente til næste uge med at se afsnittet.” Det er fuldstændigt utænkeligt, og det samme gælder for dig. Hvis du begynder at udgive content, er det vigtigt, du er konsekvent. Det vil sige, du skal beslutte, hvor ofte du vil udgive din podcast og så overholde din tidsplan. Det kan sikre, at du fastholder dine lytteres interesse og engagement.

Tip 7: Udvikling af content og format

Vær ikke bange for at ændre dit indhold og format, efterhånden som du udvikler din stil og lærer mediet at kende. Lige nu sker der meget indenfor podcast-branchen, så hold øje med, hvad der sker i omverdenen og lad dig inspirere af dem, som gør det godt.

Du kan læse hele Daniel Rowles’ indlæg her.

Vil du gerne have en mere minutiøs og teknisk gennemgang af, hvordan du skaber podcast, så kan det anbefales at tage et kig på indlægget her.

Originalt billede: Philippe Put / Flickr 

New call-to-action

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.