6 trins SoMe strategi der skaber trafik | Strategi på Sociale Medier

Albert Blum

At få succes med content og digital marketing på sociale medier, også kaldt SoMe, er ingen selvfølge. Uanset hvor fantastiske dine blogindlæg er, og om du sprøjter dem ud i en lind strøm og deler alle steder, der har en deleknap, kan det være en udfordring at blive set i mængden af indhold.

Du skal nemlig have en strategi for sociale medier, hvis Facebook, Instagram, LinkedIn, Twitter eller et af de andre netværk skal sætte fut i din content marketing-indsats. Du skal have en plan for, hvor og hvorfor du smider hvad ud.

Uden en plan risikerer du, at dit kommunikationsflow drukner i al "larmen" på de sociale medier, at publikum ikke opdager dit indhold eller finder det uinteressant og stryger videre til noget andet.

Billede af ebogen Sælg mere med LinkedIn med en download knap

Planlæg dig til succes på sociale medier

Kunsten at planlægge godt indhold samt opbygge og styrke relationer på de sociale medier er ikke raketvidenskab. Men det kræver omhu, kontinuerlighed og ikke mindst en klar strategi med en lige så klart defineret målgruppe(r).

Her får du seks trin til, hvordan du kommer i gang med at udarbejde en strategi for dine sociale medier, der skaber trafik til dit indhold og website. Vi har lavet en tjekliste, der gør det lidt nemmere for dig at udarbejde din strategi – download den her.

CTA-Tjekliste-2021-Sort

De seks trin, du kan læse meget mere om her i blogindlægget, er:

  1. Sæt mål for din social media-tilstedeværelse
  2. Lav indhold, der rammer din målgruppe
  3. Find din tone of voice
  4. Lav og brug en social media-kalender
  5. Bliv enige om proces og ansvar
  6. Mål performance på dine social media-aktiviteter

1. Start med at sætte mål for din social media-tilstedeværelse

Før du kaster dig over de sociale medier, skal du have gjort det klart, hvad du vil have ud af det. Det er ikke nok bare at ville være til stede, når du over for din chef skal forsvare din tid og dit budget brugt på sociale medier.

En konkret målsætning skal være SMART (Specific, Measurable, Achievable, Relevant og Timely). Er dit mål at få flere følgere? At få folk til at engagere sig i dit indhold? At få høstet sign-ups eller øge trafikken til dit website?

Du ved bedst selv, hvor jeres aktivitet batter, så sæt dine KPI’er derefter, og tag dine resultater op til evaluering løbende, når først du har sparket din strategi i gang.

Før du går i gang, skal du have tjek på din målgruppe, og hvem du gerne vil tale til. Har du ikke tjek på det, vil din indsats højst sandsynligt gå i vasken. Derfor gennemgår vi begrebet målgruppe nedenfor, før vi går videre.

2. Hvad er en målgruppe?

En målgruppe er den mængde individer i markedet, som din virksomhed henvender sig til og har fokus på. Din målgruppe defineres ofte helt naturligt, hvilket betyder, at din målgruppe eksempelvis er fiskere, hvis du altså sælger fiskegrej.

Din målgruppe kontrollerer samtidig, hvor din virksomheds fokus skal være ud fra efterspørgsel, ønsker og behov om de produkter, services og ydelser, som din virksomhed tilbyder. Dette inkluderer også din markedsføring.

Før du lægger en strategi for sociale medier, er det en god idé først at lave en målgruppeanalyse.

En analyse som denne kan nemlig hjælpe dig med at segmentere din målgruppe, så du kan målrette dit budskab til præcis de personer, du ønsker at ramme.

Med en god målgruppeanalyse kan du blandt andet blive klogere på:

  • Hvilke interesser og overbevisninger din målgruppe har 
  • Hvordan din målgruppe bruger og forholder sig til de ydelser, du tilbyder 
  • Hvilke sociale medier din målgruppe befinder sig på
  • Hvor i verden din målgruppe er placeret
  • Hvilke sociale medier din målgruppe bruger
  • Og andre personlige oplysninger såsom alder, køn og uddannelse

Ud fra disse oplysninger kan du nu danne en persona. Personaer er semi-fiktive repræsentationer af dine ideelle kunder, der er baseret på data om virkelige kunder og kvalificerede (men fiktive) egenskaber i forhold til demografi, adfærdsmønstre, motivationer og mål. 

Du skal nemlig være helt skarp på, hvem du ønsker at nå ud til, før du vælger, hvilke sociale medieplatforme du ønsker at bruge krudt på i din content marketing-indsats.

Ellers risikerer du at ramme de forkerte forbrugere og dermed nogle helt andre målgrupper. Sker dette, får du ikke den ønskede trafik.

Læs her, hvordan du laver en udførlig persona.

Hvor på de sociale medier er din målgruppe?

Når du ved, hvem du gerne vil kommunikere med, skal du finde ud af, hvor du fanger din målgruppe. En god tommelfingerregel er at fokusere på de kanaler, hvor du ved, din målgruppe befinder sig, når de leder efter netop den type indhold, du tilbyder.

Kig på din persona - hvilke sociale medier bruger han eller hun? Fokusér på at blive god på netop de kanaler, der er mest relevant for din målgruppe.

Hvorfor er en SoMe-strategi vigtig?

Vil du fortælle hele verden om, hvor fantastisk dit produkt eller din service er? Så skal du et smut tilbage i tænkeboksen. Sociale medier er nemlig ikke stedet, hvor ananas i egen juice skaber engagement hos modtageren. 

Medmindre du er marketing manager for et såkaldt LOVE brand, som folk elsker at elske (tænk Apple), så er din målgruppe sjældent interesseret i at høre om, hvor sej din virksomhed er. Din målgruppe vil i stedet have relevant indhold, som hjælper, underholder, informerer og involverer dem.

Din målgruppe skal nemlig kunne identificere sig selv med din virksomhed ved at spejle sig i det indhold, du lægger op. Det kan de, hvis dit indhold blandt andet udstråler ærlighed og autenticitet.

På den måde skaber du gode relationer, et stort netværk og et stærkt bånd til din målgruppe. Og det gavner din virksomhed.

Læg derfor en nøje planlagt strategi og kast dig ud i det. Der er ingen grund til at kigge med fra sidelinjen længere. Skab dig nogle erfaringer og begå fejl. Det er helt okay.

Vil du spare både tid og frustrationer, kan du starte med at sætte dig ned og besvare disse 25 fundamentale spørgsmål, der hjælper dig med at blive skarp på de strategiske overvejelser, der skal danne rammen om din strategi for dine sociale medier.

3. Find din tone of voice

Hvordan taler din virksomhed på de sociale medier? Taler din virksomhed, som du selv ville gøre det, eller er det formelt som en mail til direktøren?

Uanset hvordan din virksomhed kommunikerer udadtil, vil det altid være mennesker, der kommunikerer til mennesker. Bag hver en virksomhed og bag hver en kanal sidder et menneske, som får kommunikationen til at ske.

Og mennesker relaterer til mennesker - ikke til virksomheder.

Det er derfor vigtigt, at din virksomhed har sin helt egen stemme, som passer perfekt til din virksomheds formål og værdier.

Det kaldes for en tone of voice, som giver din virksomhed en genkendelig personlighed, som en del af dens identifikation. Dette gælder også på de sociale medier.

Heldigvis er der forholdsvist frit spil, når det kommer til, hvilken tone of voice der er bedst at bruge. Det er nemlig helt op til dig at bestemme, hvilken tone of voice der passer bedst til netop din virksomhed.

Et godt eksempel på en virksomheds tone of voice, som virkelig skærer igennem, er smoothie-virksomheden Innocent Drink.

Deres tone of voice har været kærkomment varm og skæv, siden de startede i 1999. De taler direkte til mennesket, og det giver en følelse af, at virksomheden taler lige præcis til dig.

De har altså lagt den kedelige snak på hylden og kommunikerer i stedet deres budskaber ud på en finurlig måde. Dette adskiller dem fra andre virksomheders tone of voice, hvilket stadig har meget succes.

Analyser eksempelvis et af deres mange Instagram-opslag nedenfor og reflekter over, hvilken effekt det har på dig:

 

Man får helt lyst til et glas juice, ikke?

Læg også mærke til, hvordan de kommunikerer direkte til deres følgere med ord som “dig” og “din”. Ved at gøre dette fanger de deres ønskede modtageres opmærksomhed.

Læg også mærke til, at de ikke direkte forsøger at sælge deres juice. De konstaterer blot, at der er to måder at gøre din morgenmad eksotisk på, hvor den ene mulighed er et glas juice fra deres flaske.

Derefter lægger de valget i dine hænder. Det er altså dig, der “bestemmer”, hvad der er bedst for dig, i håb om, at du vælger deres juice fremfor leopard-morgenkåben.

Alt for mange virksomheder nedprioriterer deres tone of voice. Det kan ende i noget rod med mange forskellige perspektiver, meninger og personligheder.

Det giver virksomheder med identitetskriser, som forbrugerne kan have svært ved at få hold på - og at relatere til.

Se her, hvordan du laver en tone of voice-guide.

4. Lav og brug en social media-kalender

Lav en kalender og plot dit indhold til de sociale medier ind – gerne for en måned ad gangen. Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken i første omgang.

Se et eksempel på en kalender og download vores template her (Excel).



Her er et simpelt forslag til, hvordan du laver og håndterer din social media-kalender for at få succes med din strategi:

  • Start et arbejdsdokument i Excel eller Google Spreadsheets, som kan rumme din kalender måned for måned (du kan lave nye faneblade for hver måned). Brug eventuelt denne her
  • Lav kolonner til henholdsvis opdateringsdatoer, ugedage, koncept(er) og tekstfelt samt socialt medie.
  • Hvis I er flere om at lave opdateringer, så sørg for at dele dokumentet med de relevante personer, så alle er ajour med, hvad der foregår.
  • Sæt et par timer af hver måned til at planlægge dit indhold. Du kan også sagtens  – og med fordel – kuratere og forproducere indhold til måneden ud. Husk også at finde relevante links, billeder og/eller hashtags.
  • Ved at bruge et værktøj som eksempelvis Buffer.com, der er gratis, kan du publicere indlæg automatisk på bestemte dage og tidspunkter. Overblik og forproduktion giver dig plads og overskud til at hoppe ind og lave ad hoc-opdateringer på pludseligt opståede begivenheder, som råber på din virksomheds tilstedeværelse på de sociale medier.
  • Hold den forkromede plan opdateret og sørg også for at afsætte tid til at lytte til den respons, du får på dit indhold derude. Brug det til at få evalueret på dine koncepter og tag det med, når du udtænker dine næste genistreger, så dit indhold bliver ved med at være relevant og engagerende.

    Download din social media-kalenderskabelon her.

Hvornår og hvor ofte, du skal publicere nye indlæg, afhænger meget af, hvem din målgruppe er. Fodarbejdet er allerede gjort i dit persona-arbejde, men test det yderligere af i praksis.

 

5. Bliv enige om proces og ansvar 

Skriv arbejdsprocessen ned og få sat navn på, hvem der gør hvad og hvornår. Hvem udvikler indhold? Hvem deler det? Hvem lytter, og hvem svarer?
På den måde sikrer du fremdrift i din indsats på dine sociale medier, og du garanterer et ejerskab for de enkelte opgaver, der skal løses. 

6. Sådan måler du performance på dine social media-aktiviteter

Der findes mange forskellige måder, du kan måle performance på dine sociale mediers aktiviteter, og der findes både freeware og premium-løsninger på området. Det er kun dit budget, der sætter grænsen her.

  • Hootsuite giver dig mulighed for at monitorere flere social medie-platforme på ét sted (Twitter, LinkedIn, Facebook og G+).
  • Google Analytics, Facebook Insights, Iconosquare, Buffer, Falcon Social, Sproutsocial er andre gode bud på freeware, der kan monitorere og måle på engagement på de respektive social medie-kanaler alt efter, hvilke social medie-kanaler du har valgt at bruge.
  • HubSpot: Udover at være et marketing automation-software kan HubSpot også hjælpe dig med at måle din trafik fra de sociale medier til dine egne medier og identificere dine mest aktive følgere. Du kan også planlægge og automatisere dine opdateringer, så du ikke behøver at sidde og poste dagligt. Du kan læse mere om HubSpot her.

Ved at bruge vores tjekliste og social media-kalender får du:

  • Opsat mål for dine aktiviteter på de sociale medier
  • Styr på din målgruppe og dit budskab
  • Lavet en social media-kalender
  • Uddelegeret ansvar
  • Taget et kæmpe skridt på vejen til fuldt ud at kunne udnytte potentialet i de sociale medier som distribueringsplatform. Og til at få endnu mere trafik til dit indhold.

Du finder kalenderen her og tjeklisten her.

Rigtig god fornøjelse!

LinkedIn CTA

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Måske vil du også læse

disse indlæg om LinkedIn

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.